Portfolio 1
Hvad er medier?
Da jeg slog ordet ”medie” op i min – elektroniske (jaa..) – danske ordbog, så fik jeg dette resultat: ”1. En kanal for udbredelse af information, bl.a. tv, radio og aviser. 2. En person som formidler en andens tanker ∙ en person som kan komme i kontakt med de døde.”
Hvis jeg skal se det ud fra denne definition, så kan jeg næsten ikke pege på noget omkring mig der ikke er et medie. Selvfølgelig er der de oplagte som tv, radio, internet, aviser, ugeblade, pjecer, reklamer osv., men i realiteten kan man vel sige at næsten alt vi omgiver os med er et medie der videregiver information. For hvem siger, at de ting vi indretter os med ikke er medier? Alt efter hvilken personlig stil et menneske har, kan man som besøgende få et indtryk af, hvordan den person, som man besøger, er. Man sammenligner måske også den stil man oplever med den man selv har derhjemme og på den måde kan man allerede dér finde ud af hvor meget – eller lidt – man har tilfælles.
Selvfølgelig er de informationer man får ud af det subjektive fortolkninger, men alle andre medier kan også i større eller mindre grad fortolkes til den ene eller anden side. Med megen kunst er det jo netop meningen at den enkelte beskuer selv skal bestemme sig for hvilke følelser kunstværket udtrykker eller frembringer. Kunstneren kan godt have haft én specifik mening med kunstværket, men hvis kunstværket fx ikke har nogen titel eller udtrykker noget abstrakt, så er det budskab kunstneren har lagt i billedet måske ikke det samme som når ud til beskueren – eller lytteren for den sags skyld.
Hvad betyder medier for mig?
Medier, i ordets bredeste forstand, betyder næsten alt for mig. Hvis jeg fx aldrig mere kunne høre musik, læse en god bog, se en film eller et spændende program i tv, så tror jeg min verden ville være blive utrolig grå og kedelig. Jeg tror godt jeg ville kunne undvære nogle medier, men de fleste er blevet en så stor del af min hverdag, at det ville kræve en del arbejde at vænne mig til at klare mig uden. Eksempelvis skal jeg gennemtænke det flere gange, hvis den jeg skal dele noget elektronisk med ikke har adgang til internettet der hvor vedkommende oftest opholder sig. Jeg kan stadig godt huske tiden før mobiltelefon og computer blev allemandseje, og jeg synes da ikke jeg følte mig specielt mere afskåret fra verden på det tidspunkt, men med internet og mobiltelefoner er det selvfølgelig blevet en del nemmere at komme i kontakt med ”verden” 24/7.
Det jeg ville være mest ked af at skulle undvære er nu nok musik og film. Disse to, let forenelige, medier har efterhånden udgjort behagelige pusterum i min, til tider hektiske, hverdag i mange år, og mit liv ville blive en hel del fattigere uden. Specielt musik er et vigtigt medie for mig. For det første synes jeg tit det er nemmere at få adgang til musik i forhold til film og for det andet kan jeg også lettere lave noget andet imens jeg hører musik end jeg kan lave noget andet imens jeg ser en spændende film.
Hvordan bruger jeg medier i min hverdag, privat og fagligt?
Det medie jeg bruger allermest, eller til allerflest forskellige ting om ikke andet, i hverdagen, er min computer og internettet. Det er her jeg tjekker min online e-mailkonto og profiler på forskellige sociale sider for nye beskeder, fordriver tiden med små onlinespil, tjekker mit skema for ugen, ser om der skulle være noget spændende i tv i aften, søger efter sangtekster, billeder, film, opskrifter, konkurrencer, tests og anmeldelser af forskellige produkter til privat brug, og billeder, film, oplysninger, fagtekster osv. til fagligt behov. Men selvom jeg bruger internettet meget, har jeg det alligevel stadig sådan, at jeg har det godt med at printe de ting jeg skal bruge ud; det bliver på en måde mere håndgribeligt for mig fysisk at have et stykke papir – og samtidig har jeg stadig en idé om at det jeg printer ud er mere sikkert end det der kun ligger på computeren eller internettet, for hvad nu hvis min kære computer skulle få en virus. Næstefter internet og computer, er det nok tv, radio og magasiner jeg gør mest brug af, selvom jeg mere og mere også er gået over til at bruge den version der er på nettet; er der fx noget bedre, end at kunne se en snigpremiere på et program før det bliver vist i fjernsynet?
Har der måske også sneget sig en lille medieafhængighed ind hos mig?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar